Mig! - sagde hunden

Mig!, sagde hunden er måske bare et eventyr om to hunde i et fremmed land.
Men det er også en historie, ikke fra det virkelige liv, men OM det virkelige liv.

Langt væk fra Danmark i det store land Kina, findes mange templer og hellige steder. Denne historie foregår ved et af de ældste templer i Kina, Templet med de Tusinde Spejle. Templet ligger højt oppe i bjergene, tæt på himlen og dér, hvor den store flod Yangtse har sit udspring.

Næsten overalt i dette enorme land er mennesker, men heroppe i bjergene var kun ganske få. Det var nemlig i de hellige bjerge, hvor der kun boede munke og det eneste sted man kunne overnatte var klostre. På klostrene var ikke engang elektricitet men kun stearinlys at finde, hvilket gav en helt særlig stemning om aftenen, når mørket faldt på. De eneste lyde man kunne høre om natten var vindens susen og fuglenes skræppen i det fjerne.

Det var også kun fordi det var så øde og mørkt om aftenen, at den lille hund kunne snige sig ind uden nogen lagde mærke til den. I Kina var det i forvejen usædvanligt at møde en hund på gaden. I Kina spiser man nemlig hunde og denne lille hund var meget heldig over stadig at være i live. Den var samme morgen sluppet ud af sit bur på markedet, hvor den skulle sælges og snart kunne have været landet i en eller anden suppegryde. Med en hård rejse bag sig og fyldt med angsten af at skulle ædes, faldt den lille hund omkuld af træthed midt på gulvet i den store spejlsal og faldt i en dyb søvn.

Næste morgen vågnede den med et spjæt ved at klokkerne ringede. Munkene fra klostret stod som altid tidligt op ved solopgang og det var blevet lyst nok for den lille hund til at se, hvor den havde overnattet. I De Tusinde Spejles Tempel! Overalt hvor den kiggede var der hunde og da den jo stadig var på flugt og ville forsvare sig ved at vise tænder, var der tusinde hunde der knurrede tilbage. Den lille hund fór forskrækket ud af spejlsalen, ud af templet og længere ud i bjergene. Væk fra alle dyr og mennesker. Den tænkte hele tiden på, hvor vrede og onde alle var. Med sænket hale løb den væk resten af sit liv. Den havde konkluderet, at verden var fyldt med fjender.

Der skulle gå næsten et år før De Tusinde Spejles Tempel igen fik en ny hemmelig gæst. Endnu engang kom en lille hund forbi. Men det var en helt anden slags hund. Selvom den egentlig også var på flugt og måske endda var endnu mindre end den første, så var den alligevel mere nysgerrig end bange. Den var vokset op sammen med andre hunde, som alle fortalte om de onde mennesker og deres suppegryder. Alligevel havde den lille hund sin egen mening. Den havde nemlig allerede mødt én ven, den lille dreng, der plejede at give den mad. Han var nemlig vist sig at være god nok og ikke havde lyst til at gøre den lille hund fortræd.

Denne lille hund var derfor ikke så bange, da den ligesom den første hund sneg sig ubemærket ind i templet og faldt i en dyb søvn midt på gulvet i den store spejlsal. Næste morgen vågnede den op ved at klokkerne ringede og opdagede snart alle de andre hunde inde i spejlene. Den hilste glad med rejste ører og overalt logrede de andre hunde tilbage. Den lille hund forlod templet med løftet hale og løb ud i verden med følelsen af, at verden er fyldt med venner.

Sikken et hundeliv...

I hvert fald hvis man er født i Kina! Eller hvad? Nej, vel! For i sidste ende drejer det sig jo hverken om hunde eller Kina.

"Mig!, sagde hunden" er måske bare et eventyr om to hunde i et fremmed land. Men det er også en historie, ikke fra det virkelige liv, men om det virkelige liv. Om hvordan verden er afhængig af os og hvordan vi ser den. Hvordan omgivelserne er i kraft af os og hvor meget vi selv bestemmer over hvilken verden, vi lever i.

Vi tiltrækker det, vi udstråler. Hvis vi er bange for at blive slået, skal vi såmænd nok blive slået ned før eller siden. Videnskaben har målt og dokumenteret, at voldsofre udstråler en energi, som voldsforbrydere bliver tiltrukket af. Det vil med andre ord sige, at hvis vi tror på det gode i folk og derved appellerer til det gode i andre, ja så tiltrækker vi også det gode. Vi har jo alle det hele i os.

Der er der nogen, vi føler os som bedre mennesker sammen med, mens andre der får de værste sider op i os. Kunsten er ikke hvem vi er sammen med, men hvem vi er når vi er sammen med de forskellige. Verden er i forhold til os. Så hvorfor ikke vælge en verden hvor vi har det godt? Hvorfor ikke leve i en verden fyldt med venner?